Der er SÅ meget at vinde, ved at bruge under et minut om dagen, på din hund eller kats tænder og særskilt på tandkøddet.

Det kan gøres meget simpelt og nemt.
Dette bør gøres hver dag:

1: Tag lidt gaze (apotek eller Matas)

2: Vikl det om din pegefinger

3: Dyp fingeren i en smule kokosfedt (det er antibakterielt, sundt og smager tilmed godt)

4: Gnub en enkelt tand eller to (gerne flere hvis der er samarbejdsvilje og ingen frygt)

5: Ros dit kæledyr rigtig meget og giv rigtig gerne en godbi

6: Øg gradvist, og over mange dage, antallet af tænder der gnubbes og inddrag også tandkøddet.

 

Disse seks råd kan redde dit kæledyrs tænder.

 

Madrester danner plak som hos mennesker. Med tiden bliver plak til tandsten, som er den brune stenhårde, ru substans du kan se, på tandhalsen.

Vaskes/børstes/gnubbes plakken af, bliver den ikke til tandsten, som er et dejligt sted for bakterier at sætte sig, pga den ru overflade.

Får tandplakken lov til at blive siddende på tænder og tandkød, kan bakterierne nemt vokse i antal, og brede sig ind under tandkøddet, og give anledning til tandbylder.

Bakterierne kan også brede sig til blodbanen, og så er der en rigtig slem tilstand igang, da disse bakterier kan forårsage omfattende sygdom…..

Det er derfor bakterierne skal gnubbes væk dagligt, da det er dem der er problemet og egentlig ikke den brune tandsten som oftest kan ses på tandhalsen.

Jeg anbefaler generelt ikke tandbørster, da man ikke har samme kontrol over den, som en finger. Især hvis dyret ikke sidder stille, kan man nemt få jaget tandbørsten nogle steder hen i mundhulen, der giver smerte.

Tandpasta til dyr er ikke nødvendigt. Kan dog bruges som lokkemiddel, da mange synes det smager godt.

Dyr tåler ikke mennesketandpasta.

Rigtig god fornøjelse

KH Stine